I sommeren 1989 boede jeg i Finland hvor jeg var kommet fra Sverige to år tidligere for at starte Opus Dei´s faste arbejde. Den sommer blev meget speciel for de nordiske lande, fordi de for første gang blev besøgt af Paven.
I Finland kunne jäähalli-en (issalen) i Helsinki med lethed rumme katolikkerne; i den sal fejrede man den hellige messe, til hvilken et godt antal protestanter også var kommet.
Før messelæsningen spiste de 13 katolske præster fra Finland med Pave Johannes Paul II i biskoppens hus. Jeg husker at en sognepræst fra Estland sluttede sig til os, efter at det var lykkedes for ham at rejse ud af sit land – der på det tidspunkt stadig hørte til URSS – sammen med nogle sognebørn.
Frokosten blev uforglemmelig.
Johannes Paul II førte konversationen. Han interesserede sig for alt, og han spurgte hver enkelt om hans præsteopgaver. Da han henvendte sig til mig, fortalte jeg om det apostoliske arbejde, som vi fra Opus Dei var ved at starte. Men han lod mig ikke sige meget, men afbrød mig derimod på en venlig måde og sagde:”Det er ikke nødvendigt at du fortæller mig mere. Din Prælat i Rom har allerede fortalt det.”
Jeg var en smule forbavset. Selvom jeg vidste, at Biskop Alvaro del Portillo havde været sammen med ham før hans besøg, troede jeg ikke, at han med så mange ting i sit hoved og i sit hjerte tænkte så meget på os.
Derpå forklarede Paven os alle detaljeret om Helligåndens gaver som ligger forud for de initiativer der er opstået i kirken for at give lægfolks liv ny energi. Han hentydede til Opus Deis arbejde, og til hvordan dens ånd tjente alle lande og kulturer.
Paven lod det stå helt klart for de præster der var tilstede, at vi alle var nødt til at hjælpe hinanden, og sammen udføre det personlige pastoralarbejde der var spredt over hele landet.
Derfor var det specielt relevant for mig hvad Johannes Paul II sagde til mig ved afskeden. Vi nærmede os ham en for en for at modtage af en erindringsmedalje og en rosenkrans af ham. Han så fast på mig og sagde: ”Du er kommet til Finland for at gøre Opus Dei, og den bedste måde du kan hjælpe kirken er ved netop at gøre det.”