Omgangsformen mellem præster og lægpersoner
9. Præstevielsens sakramente pålægger den nye pagts præster en enestående og uvurderlig opgave som fædre og lærere for Gudsfolket. Men alligevel er de sammen med alle andre kristne Kristi disciple, som Gud ved kaldets nåde har gjort delagtige i sit Rige (Jf. 1.Thess. 2,12; Kol. 1,13). Præsterne er sammen med alle døbte brødre blandt brødre (Jf. Matt. 23,8. - “Det er dernæst nødvendigt, fordi vi ønsker at være menneskenes hyrder, fædre og lærere, at vi handler som deres brødre.”: Paul vi, Rundskr. Ecclesiam suam, 6.aug. 1964: AAS 58 (1964), s.647) og lemmer på det ene Kristi legeme, som det er blevet pålagt alle at bygge op (Jf. Ef. 4,7 og 16; Constitutiones Apostolorum, VIII, 1, 20: “Biskoppen skal ikke ophøje sig selv over for diakonerne eller præsterne, ej heller præsterne over for folket; thi menigheden består af dem alle.”: Funk I, 467).
Præsterne, som står i spidsen for menigheden, skal altså gøre det på en sådan måde, at de ikke søger deres eget, men det, som hører Jesus Kristus til (Jf. Fil. 2,21). De skal arbejde sammen med de kristne lægfolk, og når de er sammen med dem, skal de bære sig ad efter Mesterens eksempel, han, som ikke kom til menneskene “for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt. 20,28). Præsterne skal oprigtigt anerkende og fremme lægfolkets værdighed og særlige opgave i Kirkens sendelse. De skal loyalt respektere den berettigede frihed, som alle har ret til her på jorden. De skal villigt lytte til lægfolk, broderligt tage hensyn til deres ønsker samt anerkende deres erfaring og kompetence på de forskellige menneskelige virksomhedsområder for sammen med dem at kunne tyde tidens tegn. Idet de prøver ånderne, om de er af Gud (Jf. 1.Joh. 4,1), skal de forstå med troens sans at opdage lægfolkets karismer i alle deres forskellige former fra de mest beskedne til de mest ophøjede, anerkende dem med glæde og omhyggeligt bringe dem til udvikling. Blandt disse gaver, som i overflod findes hos de kristne, fortjener den trang, ikke så få af dem føler, til et dybere åndeligt liv særlig opmærksomhed. Og ligeledes må præsterne have tilstrækkelig tillid til lægfolk til at give dem ansvar i Kirkens tjeneste ved at give dem handlefrihed og råderum og ved yderligere, når lejlighed gives, at opfordre dem til selv at tage initiativet til nye opgaver (Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.37).
Præsterne er kort sagt blevet sat midt iblandt lægfolket, for at de skal føre dem alle sammen til kærlighedens enhed “hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed og kommende hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed” (Rom. 12,10). Det er altså deres opgave at bringe de forskellige temperamenter i samklang med hinanden, så ingen i den kristne menighed føler sig udenfor. De skal forsvare almenvellet, som de på biskoppens vegne har til opgave at vogte, og samtidig skal de modigt vidne om sandheden, for at de troende ikke skal “kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser” (Jf. Ef. 4,14). De er især ansvarlige for dem, der ikke mere kommer til sakramenterne, eller som måske helt er gået bort fra troen, og de må ikke forsømme at komme dem i møde som gode hyrder.
De skal også have opmærksomheden rettet på forskrifterne angående økumenien (Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni) og må ikke glemme de brødre, som ikke deler det fulde kirkelige fællesskab med os.
Og endelig skal de vide, at alle de, der ikke anerkender Kristus som deres Frelser, også er dem betroet.
Men de kristne skal også for deres del være sig deres forpligtelser over for præsterne bevidst. De skal komme dem i møde som deres hyrder og fædre med barnlig kærlighed, tage del i deres bekymringer og efter bedste evne støtte dem i bøn og gerning. På den måde vil præsterne bedre blive i stand til at overvinde vanskelighederne og til at udføre deres hverv på en frugtbringende måde (Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.37).