Han tog studentereksamen i Logroño i Spanien, og studerede bagefter på Ingeniørakademiet i Madrid hvor han blev industriingeniør i 1927.

Hans professionelle løbebane startede først i Malaga i ledelsen af værkstederne for jernbanen i Andalucien og som professor på industriskolen i samme by.

På en rejse til Madrid i 1930 udtrykte Isidro overfor den hellige Josemaria, som var hans gamle skolekammerat fra gymnasiet, sit ønske om at vie sit liv til Gud midt i verden, og bad om at blive optaget i Opus Dei som netop var startet.

 Han arbejdede videre en tid i Malaga og siden flyttede han til Madrid, hvor han fortsatte med at arbejde i jernbanevirksomheder. I alle sine aktiviteter gav han konstant vidnesbyrd om sin kristne tro.

Han levede eksemplarisk med flid i arbejdet, med loyalitet og tjenstvillighed overfor sine kolleger, med  kærlighed til retfærdighed, idet han fremmede tiltag til fordel for de mest trængende, og viste sin tro og næstekærlighed gennem kateketarbejde og uddannelse af de mest forsømte sektorer i samfundet.

Gennem sin trofasthed var Isidro altid en sikker støtte for Grundlæggeren af Opus Dei. I årene under den spanske borgerkrig (1936-1939) udviste han i Madrid heltemod i sin kærlighed til kirken og i sin tjenstiver for sjælene.

Idet han vedvarende fulgte den hellige Josemaria Escriva de Balaguers lære, forstod han at udføre sit arbejde i nær forening med Jesus kristus.

Isidro levede dagen igennem med en konstant bevidsthed om Guds nærvær; hans åndelige liv var påfaldende fyldt af et dybt og hengivent tilhørsforhold til Gud, en stor kærlighed til den højthellige Jomfru, Guds moder og vor moder, og et oprigtigt ønske om at søge en identificering med Kristus ved en intens åndelighed gennem selvtugt og bodsøvelser.

Han døde med ry af hellighed d. 15. juli 1943 efter en lang og smertefuld sygdom som han led med sjælsstyrke og godt mod.