Bøn til den salige Jomfru Maria
Salige Jomfru Maria, godheds og barmhjertigheds moder, jeg elendige og uværdige synder tager min tilflugt til dig af hele mit hjerte og al min kærlighed. Du, som stod hos din kære Søn, da han hang på korset, vær mig elendige synder nådig og stå også ved min side og hos alle præster, som i dag frembærer messeofferet her og overalt i den hellige Kirke. Hjælp du os, så at vi kan bringe et værdigt og velbehageligt offer for den udelte og ophøjede Treenigheds åsyn. Amen.
Preces ad S. Ioseph
Thomas Aquinas’ bøn før kommunionen
Almægtige, evige Gud, se, jeg kommer til din énbårne Søns, vor Herres Jesu Kristi sakramente. Jeg kommer som den syge til livets læge, som den urene til barmhjertighedens kilde, som den blinde til den evige klarheds lys, som den fattige og arme til Herren over himmel og jord.
Derfor beder jeg dig, du uendelig gavmilde og rige, nådigt helbrede min sygdom, vaske min urenhed bort, oplyse min blindhed, gøre min fattigdom rig og klæde min nøgenhed. Så kan jeg modtage englenes brød, kongernes Konge og herrernes Herre, med sådan ærefrygt og ydmyghed, med sådan anger og hengivenhed, så stor renhed og tro, så fast et forsæt og sindelag, at det bliver til frelse for min sjæl.
Giv mig, beder jeg, ikke blot at modtage vor Herres legemes og blods sakramente, men også sakramentets nåde og kraft.
Barmhjertige Gud, giv mig at modtage din énbårne Søns, vor Herres Jesu Kristi legeme, som han fik fra Jomfru Maria, således at jeg bliver værdig til at få del i hans mystiske legeme og tælles blandt hans lemmer.
Kærlige Fader, forund mig, at jeg engang, ansigt til ansigt, for evigt må skue din elskede Søn, som jeg nu gør mig rede til at modtage her på jorden under sakramentets slør.
Han, som lever og råder med dig fra evighed til evighed. Amen.
Bøn af den hellige Ambrosius
Gode Herre, Jesus Kristus, med frygt og bæven nærmer jeg mig det salige måltid ved dit bord. Ingen egne fortjenester kan jeg påberåbe mig, synder som jeg er, og kun din barmhjertighed og godhed har jeg at fortrøste mig til. For jeg har plettet sjæl og legeme med mange forseelser, tanke og tunge har jeg ikke vogtet med omhu.
Derfor, gode Gud, skælver jeg for din majestæt – jeg elendige, der er fanget i snarer – og tager min tilflugt til dig, barmhjertighedens kilde. Til dig iler jeg for at blive helbredt og søger ly under dine vingers skygge. Ham, som jeg ikke vover at træde frem for som min dommer, håber jeg at møde som min frelser.
Herre, jeg viser dig mine sår, min skam lægger jeg åbent frem for dig. Jeg véd, at mine synder er mange og store, og jeg frygter på grund af dem, men jeg håber på din barmhjertighed, for den er uden grænser og mål.
Herre, Jesus Kristus, evige Konge, Gud og menneske, korsfæstet for os mennesker, se da til mig med dit barmhjertige blik. Bønhør mig, for jeg håber på dig: forbarm dig over mig, der er fuld af synd og elendighed, du som aldrig vil ophøre at lade barmhjertighedens strøm rinde.
Vær hilset, vor frelses Offerlam, for mig og hele menneskeslægten blev du hengivet på korsets træ.
Vær hilset, ædle og dyrebare blod, der flød fra min korsfæstede Herres, Jesu Kristi, sår og vaskede hele verdens synder bort.
Herre, husk på din skabning, som du har løskøbt med dit blod. Jeg angrer mine synder og ønsker at sone, hvad jeg har gjort.
Barmhjertige Fader, tag da alle mine synder og misgerninger bort fra mig, så at jeg renset på sjæl og legeme værdig kan smage det Allerhelligste.
Lad dit Legemes og Blods hellige offermåltid, som jeg uværdige ønsker at få, blive til forladelse for mine synder, til fuldkommen renselse for mine forseelser og fordrive de onde tanker, få de gode følelser til at vågne påny, til frelse fremkalde gerninger efter din vilje og blive det fasteste værn for både sjæl og legeme mod mine fjenders listige angreb. Amen.